Katolsk Studentlag i Oslo er en forening for studenter, akademikere og andre interesserte.
Vårt formål er å være en møteplass for katolikker ved høgskolen og universitetet i Oslo.

 

Sekularisme på indisk

24.02.11

Indien er fortfatningsm√¶ssigt en sekul√¶r stat, men ingen af Indiens religi√łse hovedtraditioner, med undtagelse af kristendommen, opererer med en ide om, at religion kan ‚Äôprivatiseres‚Äô, eller at den sakrale og den sekul√¶re sf√¶re kan adskilles. Dette paradoks har f√łrt til livlige debatter om sekularismens betydning og rolle i et religi√łst samfund.

Skribent

Kenneth Bo Nielsen, antropolog ved Senter for Utvikling og Milj√ł, UiO

Indernes store ‚Äôfrihedsk√¶mper‚Äô Mahatma Gandhi havde ikke meget til overs for folk, som ville holde religion og politik adskilt. Dem, der troede p√• en s√•dan adskillelse, havde hverken forst√•et religion eller politik, mente han. Gandhis afsmag for den slags vestlige dikotomier bundede i hans generelle skepsis mod den moderne vestlige livsform, som if√łlge ham stort set kun f√łrte til overforbrug, magtgr√•dighed, korruption og generel umoral og fremmedg√łrelse. Det er ganske sigende for Gandhis t√¶nkning om Vesten, at han, da han blev stillet sp√łrgsm√•let ‚ÄôHvad synes De om vestlig civilisation‚Äô, lakonisk svarede, at ‚Äôdet ville da v√¶re en god ide‚Äô. For Gandhi kunne kun en religi√łst funderet etik s√¶tte de n√łdvendige rammer for politisk og √łkonomisk magtud√łvelse, men en s√•dan etik havde man i Vesten gennem ukontrolleret sekularisering langt p√• vej afskaffet. At tale om ‚Äôvestlig civilisation‚Äô var derfor et oxymoron.

Gandhi blev skudt af en fanatisk hindu inden det uafh√¶ngige Indien fik sin f√łrste forfatning. Den blev til under indflydelse af en gruppe vestligt uddannede indiske modernister, som ikke alle delte Gandhis syn p√• religionens betydning for politik. For dem var religi√łsitet og modernitet ikke umiddelbart forenelige. Men forfatningen blev ogs√• til i en kontekst af n√¶rmest ufattelig brutal religi√łs vold. Det tidligere Britisk Indien blev i 1947 opdelt i to nye stater, Pakistan og Indien. Delingen f√łrte til en enorm folkevandring, da mange muslimer migrerede til det nye Pakistan, mens hinduer (og sikher) rejste modsat vej. Det politiske og f√łlelsesm√¶ssige sp√¶ndingsniveau var h√łjt og udl√łste snart massive blodige sammenst√łd mellem religi√łse grupper, hvor hundredetusindvis af mennesker mistede livet. Dette var en p√•mindelse om det risikable i at lade religion f√• frit spil i det offentlige rum. Skulle religi√łs tolerance sikres i et pluralistisk samfund som det indiske, lignede en officiel statssekularisme den oplagte l√łsning.

Den indiske stats sekularisme ligner i princippet den amerikanske, idet den opererer efter de to hovedprincipper ‚Äônon-interference‚Äô og ‚Äôentitlement‚Äô: man skal ikke have en statsreligion, men alle borgere skal have ret til at f√łlge en hvilken (eller ingen) som helst religion. Men i mods√¶tning til fx Europa, hvor man ofte ser religion som en trussel mod moderne statsdannelse, og hvor man f√łlgeligt er g√•et langt i fors√łget p√• at holde det religi√łse ude fra det politiske, har man i praksis valgt en anden vej i Indien. Her er det ikke adskillelsen af stat og religion, som er central. Det er derimod tanken om, at staten skal behandle alle religioner ens ved at vise dem en lige h√łj grad af respekt. Det kan man fx g√łre ved at financiere eller p√• anden m√•de yde statsst√łtte til religi√łse institutioner, hvad man da ogs√• g√łr. Imidlertid er den indiske sekularisme ogs√• ganske fleksibel. Det er s√•ledes fuldt muligt for staten at omg√• lighedsprincippet og forskelsbehandle religionerne, hvis dette sk√łnnes n√łdvendigt for at forbedre forholdene for visse af Indiens indbyggere. Ud fra et minoritetshensyn har man derfor valgt at bevare s√¶rlige muslimske personlove (oprindeligt udformet af briterne) p√• omr√•der som familie og √¶gteskab, inklusiv skilsmisse og arveret. Ogs√• hinduerne havde i sin tid egne personlove, men dem har man imidlertid fra statens side valgt at reformere, s√•ledes at de nu g√•r ind under den generelle civile lovgivning.

 

Ægte, Pseudo- og Antisekularister

Har den indiske udgave af sekularismen s√• form√•et at skabe rum for en tolerant religi√łs pluralisme? Derom strides de l√¶rde, og en af dem, som svarer med et rungende nej, er den indiske social-psykolog Ashish Nandy, som er erkl√¶ret anti-sekularist. If√łlge Nandy er sekularisme en importeret ideologi, som harmonerer d√•rligt med de fleste inderes forestillinger om verden. Den indiske statssekularisme er i virkeligheden, h√¶vder Nandy, blot en lille moderniseret indisk elites projekt, en elitistisk minoritets dr√łm om at omskabe majoriteten i sit eget billede. Sekularismen er alts√• et hegemonisk projekt, som staten p√•tvinger sine borgere. Men hvad v√¶rre er,  den indiske sekularisme er st√¶rkt etnofobisk og frygter envher form for offentligt udtrykt (religi√łs) diversitet, som kan true statens modernistiske projekt. Derfor sl√•r statsapparatet h√•rdt og voldeligt ned p√• den slags offentlige udtryk. Dette er uacceptabelt. Og det er ogs√• uproduktivt, h√¶vder Nandy, fordi alle subkontinentets religioner i sin folkelige udgave har et iboende element af tolerance, som langt p√• vej kan sikre en mer eller mindre fredelig interreligi√łs sameksistens ‚Äď hvis bare de fik lov til at v√¶re i fred for staten!

Nandy formulerede sin sekularismekritik i 1980erne under en periode, hvor den indiske stat var under st√¶rkt pres. Man k√¶mpede med fortsat h√łj fattigdom og korruption. Samtidig voksede en h√łjrereligi√łs og ofte voldelig hindunationalisme hastigt frem, og heller ikke den kunne det sekul√¶re statsapparat ‚Äôt√¶mme‚Äô p√• beh√łrig vis. Nandys argument om, at den moderne stat generelt har sl√•et fejl i Indien, var s√•ledes ikke grebet helt ud af den bl√• luft, men hans kritik skyder alligevel langt over m√•let. For det f√łrste ser de fleste indere ikke staten prim√¶rt som en voldelig og frygtet magtinstans, men derimod som en ressourcest√¶rk akt√łr, man kan h√•be p√• hj√¶lp og st√łtte fra. Og for det andet g√łr Nandy sig nemt skyldig i en form for traditionalisme, som er blind for folkereligionernes mer dystre sider, som for eksempel kastesystemet eller visse fortolkninger af sharia.

En anden kritik af sekularismen er kommet netop fra den politiske hindunationalisme. Ogs√• de formulerede sin sekularismekritik i 1980erne, men med et noget andet udgangspunkt end Nandy. I hindunationalistisk optik m√• den indiske nation bygge p√• den hinduistiske arv og tradition, som flertallet af befolkningen er en del af. Muslimer og kristne, derimod, anses som andenrangsborgere og ikke en del af nationen, i al fald s√• l√¶nge de ikke i passende omfang har tillagt sig en hinduistisk livsstil. Man kunne tro, at ogs√• hindunationalismen ville v√¶re en antisekul√¶r kraft, men i praksis h√¶vder den at repr√¶sentere en √¶gte og konsekvent sekularisme, i mods√¶tning til den pseudosekularisme, som den mener, den indiske stat praktiserer. Ofte har hindunationalismen brugt netop muslimernes personlove som et eksemepl p√• statslig pseudosekularisme, for hvad andet er d√®t end en statslig forfordeling af √®n religi√łs gruppe frem for en anden?, sp√łrger man. En konsekvent sekul√¶r stat, derimod, m√• g√łre op med alle s√•danne former for s√¶rlige minoritetsrettigheder. Hindunationalismens fors√łg p√• at fremstille sig selv som √¶gte sekularister lyder m√•ske tilforladelig nok, men under overfladen lurer et brutalt majoritetsv√¶lde, for hindunationalistiske aktivister har st√•et bag en r√¶kke brutale pogromer mod og overfald p√• muslimske og kristne indere, ligesom man har myrdet mission√¶rer og √łdelagt b√•de kirker og moskeer. Det er s√•ledes meget lidt sandsynligt, at hindunationalismens variant af sekularismen skulle f√łre til st√łrre interreligi√łs tolerance, i hvert fald ikke fra et minoritetsperspektiv. For hindunationalismens egentlige svar p√• pluralismens udfording er, at religi√łs tolerance ikke er et problem, hvis der kun er en religion.

Hindunationalismen som politisk kraft er sv√¶kket noget de seneste √•r, og udg√łr n√¶ppe samme direkte trussel mod den officielle indiske sekularisme som tidligere. Men den ser ud til at have haft en vis succes med indirekte at ‚Äôsaffranisere‚Äô (saffran er en farve man ofte forbinder med hinduismen) b√•de dele af samfundet og statsapparatet. Hvis denne tendens forts√¶tter kan vi i fremtiden vente os nye debatter om, hvilken status og betydning sekuliarisme som ide og praksis skal have i Indien.

 
Katolsk Studentlag hovedside
Søk i nettstedet  
avansert søk  

ENGLISH